Udfordringer og succeser har mødt os på vej ned ad pisterne i Hafjell, når vi har taget den på slalomski de seneste dage. Udfordringerne har nok været størst for nybegynderne, hvor skiene til tider har krydset hinanden eller påtaget sig ekstra meget fart (nogle gange kan man blive overrasket over, hvor meget fart en nybegynder uden styr på skiene kan oparbejde på en flad bakke) – til gengæld er det nok også nybegynderne, der har opnået de største sejre.

Efter første dag på slalom løb jeg ind i Simone neden for bakken. Hun var et stort smil og hendes øjne lyste. Hun var tydeligvis stolt og fortalte om den her stejle bakke, som hun netop var kommet ned ad. Et par af de andre elever, der stod der, og som havde kørt på holdet for de let øvede hele dagen, spurgte, om det var den fede røde ovre til højre, hun havde været på, men Simone trak lidt på det, for det var vist ikke der, hun havde været. Den hun havde været ned ad, var vist nok grøn.

For mig var det lige nøjagtig dér tydeligt, at pisternes farver kun fortæller en halv historie; for Simone havde den grønne piste været en større udfordring end den røde for de letøvede… og derfor var succesen også endnu større.

Som Simone har mange andre elever mødt succeser de seneste dage. Det at kunne klare en opgave, der for få dage siden syntes umulig, er noget, der giver glæde og tro på sig selv. Det var derfor heller ikke svært for mig at modsvare Simones historie og store smil, da jeg mødte hende. Jeg blev helt stolt på hendes vegne og gav hende et stort smil og en high five, mens jeg ønskede hende tillykke med bedriften.

Allerede torsdag aften kunne jeg på lignende vis ønske både Randi og Christian Rasmussen tillykke med at have klaret en rød piste – og det på deres bare anden dag med slalomski… og i øvrigt i overordentlig flot og sikker stil. Det var tydeligt, at de på meget kort tid havde lært rigtig meget. Og flere elever meldte sig ind i gruppen af succeser fredag formiddag… mål blev nået.

Da hele elevholdet mødtes til fællesaften torsdag aften – vores sidste aften i Hafjell – blev der mest fokuseret på alle uheldene. Der blev fortalt historier om de fedeste styrt, elever der var faldet af lifterne, elever på det øvede hold der havde leget piruetter helt ud i rabatten (de kom ikke galt af sted), og der blev vist film, hvor de dukkede op fra snedybet med sne i hele ansigtet… men når det kommer til stykket, er de gode historier dem, hvor eleverne har overvundet udfordringerne og sig selv… de historier er værd at tage med hjem, og de varer heldigvis meget længere.

Det var i øvrigt selvsamme Simone, der på selvsamme førstedag var kørt ind i en lygtepæl – det fik hun dummehuen for – der er nogle gange ikke langt fra latter til succes.

Af Nikolaj Rasmussen