Lørdag nat, hvor vi tog afsted mod Norge, var fyldt med spænding og energi. Det var en laaaaaang tur i bus, men med et fantastisk elevhold som selskab, så gik tiden hurtigt. På den måde varede det ikke længe, før vi ankom til Frederikshavn, hvorfra vi skulle sejle til Göteborg. Sejlturen blev mest af alt brugt på at sove og købe slik i færgens butik. Herefter ventede der os en næsten syv timer lang bustur fra Göteborg og hele vejen til Hafjell.

Vi kom først lige ind i hytterne, før vores kulinariske evner kom på prøve. Det var nemlig arrangeret således, at vi hjemmefra havde ønsket den mad, vi kunne tænke os. De søde køkkendamer, Irma; Helle og Natasja havde derfor brugt lang tid på at lave kødsovs, gryderetter, boller i karry ol. – alt hvad vi elever skulle, var at varme maden og koge noget pasta. Men vi er et så fantastbillede ski 1isk elevhold med så mange dejlige egenskaber, at vi selvfølgelig formåede at brænde maden på alligevel. Men bare rolig, vi sultede ikke.

Efter en god nats søvn, dog med en del snak i hytterne, stod den på langrend. Folk var ikke just begejstrede, men skituren havde ikke været den samme uden to dage med varm kakao på termokande, sved, snak, smil, sang, og den fantastiske udsigt. Det var en helt anden oplevelse at være på langrend; man oplevede naturen og kunne rigtig få snakket igennem. For mig blev langrend en kæmpe oplevelse.

De tre sidste dage i Hafjell stod på alpinski, hvilket for mig var en af de største bekymringer og udfordringer. Jeg var selv nybegynder og var faktisk ret bange for, jah det lyder nok dumt, at dø, mens jeg stod på ski. Til fortælletimerne havde lærerne nemlig prøvet at skræmme os med skrækhistorier fra skistyrt, og de virkede i hvert fald på mig.

Dette år var vi rigtig mange nybegyndere, hvilket resulterede i, at man måtte lave flere nybegynderhold. Jeg var på et af dem og blev allerede på dag et udfordret vanvittig meget (synes jeg selv). Jeg havde regnet med, at vi skulle starte på børnebakken og ligeså stille bevæge os op på den grønne, som er den næste i rækken. Men dette var ikke tilfældet; lærerne troede åbenbart nok på os til at kaste og ud på en grøn bakke med det samme. Jeg frygtede det værste og håbede det bedste, da jeg kørte ned ad den for første gang. Da jeg kom ned, var det den fedeste følelse, men under selve turen ned, vil jeg gerne indrømme, at jeg var en smule bange. Det endte dog med, at jeg torsdag var oppe på en blå bakke. Den var fyldt med is og isklumper og var en endnu større udfordring end tidligere. Jeg overlevede heldigvis igen, og har sjældent prøvet noget federe.

Det var en fantastisk tur; man lærte en masse om sig selv og sine kammerater, man fik afprøvet og skubbet sine grænser, og man fik skabt et endnu tættere sammenhold.

Af Johanne Andersen