Kategori Arkiver: Nyt fra efterskolen | Han Herred Efterskole

Farvel mor og far, hej efterskolelivet

I 15 eller 16 år har de fleste af os været afhængegige af hjælpen fra vores forældre. Pludselig før vi ved det, er vi på vej på efterskole, hvor vi skal klare os selv uden nogen til at fortælle os, hvad vores næste træk skal være. For nogle starter det allerede søndag aften. Vi har kun været alene med en flok fremmede i nogle timer, men alligevel savner vi de personer, som vi til hverdag kan være trætte af.

Onsdag aften gik det galt for mig. Jeg har ikke grædt i mange, mange år, men jeg må indrømme at tårerne pressede på efter et opkald til min mor. Man bliver overrasket over, hvor mange ting der kan ske i løbet af så få dage.

Det er dog ikke alle som har hjemve. Mange, specielt drengene, har intet problem med at være væk hjemmefra. For dem er efterskolen virkelig blevet deres nye hjem, og et sted hvor de kan komme væk fra mor og far.

Mandag, dagen efter vi startede, var der en, der tog hjem; Det var en pige. Flere havde slet ikke opfattet det, fordi alt var gået så stærkt, mens andre var kede af det, på grund af at de kendte hende i forvejen.

Flere elever har lavet aftaler med deres forældre; de må ikke tage hjem tidligere end efterårsferien for at have prøvet det ordentlig af. Jeg har fra mine ældre søskende, som også har gået på skolen, fået at vide utallige gange, at alle er nervøse, det er nyt for alle og ingen falder 100 % til med det samme.

Dog vil jeg sige, at selvom vi kun har været i gang i lidt over en uge, har alle fundet deres lille omgangskreds og er langsomt på vej til en normal hverdag med gode venner igen. Vi skal bare lige have tid til at falde til.

 

Af Rikke Nygaard

Menneskene inde i væggen

På klassegangen hænger der nu en hel masse røde og blå, lyserøde og lyseblå masker i et tilfældigt mønster. Hver maske er lavet af en af skolens mange nye elever. De er lavet af gips og er blevet lavet i opstartsugen. Når man kigger hen over dem, ser det ud, som om en masse unge mennesker kigger ud i rummet, men er gemt i væggen.

Og sådan er situationen lige nu, lige her. Et nyt elevhold skimter forsigtigt frem, men kigger så alligevel ikke helt frem endnu. For det tager lidt tid at lære hinanden rigtigt at kende. På nuværende tidspunkt kender vi kun nogle navne og måske enkelte mere konkrete oplysninger om hinanden, men forhåbentligt vil vi langsomt få mere tillid bygget op, og med den kommer de mere personlige historier også frem.

At lave gibsmaskerne – dem der nu hænger blå, røde, lyserøde, lyseblå på klassegangen – var på en måde et skridt i retning af denne tillid, så vi kan nå frem til at byde fuldt ud på os selv. Eleverne skulle to og to lave maskerne på hinanden, og det kan synes lidt grænseoverskridende at have en fremmed til at røre sit ansigt. Eleverne havde jo lige mødt hinanden, og så skulle en anden lægge gibsstykker på ens ansigt. Men sådan var det altså. Og bagefter kendte man hinanden lidt bedre.

Og at begive sig ud på tømmerflåder sammen i blæst, der trak hårdt til siden, at danse folkedans (ukendte underlige trind og masser af grin sammen), at synge sammen (tænk sig at danne et fælles kor af stemmer) og dele værelse med nye mennesker (det var svært for mange at falde i søvn den første nat), er bare nogle af de ting, vi har lavet for at komme ind på hinanden.

Langsomt vil vi på den måde forhåbentligt komme til at se mere og mere af hinanden. For selvom jeg ikke forventer, at maskerne sidst på året har bevæget sig ud fra væggen nede på klassegangen og er blevet hele menneskefigurer, så håber jeg, at eleverne hen ad vejen vil komme til at opleve, at de føler sig trygge nok til at åbne op for hele deres personlighed… og tør stå frem som hele mennesker.

 

Af Nikolaj Rasmussen