Kategori Arkiver: Nyt fra efterskolen | Han Herred Efterskole

Dramaugens andet stykke

Et par sko er blevet forladt ude midt på gulvet. De står så ene og venter, og i mørket kan det virke, som om ingen nogensinde vil finde dem. Så kommer et par fødder listende, hopper i skoene og fortsætter deres gang hen mod lyset.

Et par nøgler lægges af en udstrakt hånd på en nøgen flade, hvor ingen nøgler ellers syntes at skulle ligge. Jeg undrer mig over, hvad de skal ligge der for, men hånden synes at være så målrettet, tankerne bag så organiserede. Lidt efter tager en andens hånd nøglerne for så at gå mod lyset.

Fra lyset kommer hurtigt en silhuet ud… den stiler, nu hvor den har taget form i mørket som en skygge, mod en gruppe menneskefigurer. En frakke bliver hurtigt krænget af og grebet af en af de ventende… en anden står klar med en ny. Få sekunder efter er menneskefiguren igen blevet til silhuet og er på vej væk fra mørket.

***

Det mest utrolige ved dramaugen var skjult for publikum. Det så man kun, når man var ude bagved sammen med elever, der allerede havde været på scenen… eller ventede på at komme derind. Midt i den spændte stemning med dirrende kroppe, fugtige håndflader og fortrolige ord, viste det sig, hvordan alt var organiseret ned til mindste detalje, fordi alle elever arbejdede sammen.

Ikke kun sad de stille, så man ikke kunne høre dem ude på tribunen – af respekt for det fælles produkt – men der blev også overholdt aftaler. Som tilskuer var man ikke opmærksom på, hvor mange gange det samme par sko var på scenen, men med forskellige skuespillere i dem. Der var ikke nok fine sko, så de måtte genbruges. Og når én havde været på scenen, blev skoene sat på et aftalt sted, så næste elev let kunne finde dem, før hun skulle ind på scenen. På samme måde med kufferter… på samme måde med nøgler, der skulle modtages eller afleveres i receptionen midt på scenen. Og når elever hurtigt skulle skifte tøj midt i en scene, stormede de ud, og kammerater stod klar med det nye tøj, så de kunne komme hurtigt ind igen – klar til næste replik.

Dermed siger skoene, der ventede på gulvet i mørket, og nøglerne på den ellers tomme overflade en historie, som er af betydning for mig. De fortæller mig om elever, der har taget ansvar for et fælles projekt, har talt sammen for at få aftaler på plads, og som fungerer i en større helhed. Det er vist det, vi kalder fællesskab, og det var det, stykket bag kulisserne handlede om.

Af Nikolaj Rasmussen

En forestilling som ingen andre

Når jeg tænker tilbage på den sidste forestilling, er der 3 hovedpunkter, som jeg med det samme tænker på; Stemningen bag ved scenen, de sjove øjeblikke og afslutning, hvor man med 100% sikkerhed ved, at det er sidste gang, dette stykke skal vises for nogen.

Det hele er mørklagt undtagen det lille skær af lys fra scenen, som kun præcis gør, at man kan se, hvor man sætter fødderne. Det summer af nervøsitet. Folk hvisker frem og tilbage i håb om at distrahere hinanden, for hver eneste person backstage skal ud på scenen. Nogle deler te og små grin, mens andre trøstende holder hinanden i hænderne. Sangerinderne nipper til deres vand, mens de andre piger opfrisker make-uppen, som skal være perfekt til den helt store performance, lige meget om man har en stor eller lille rolle. Tiden går langsomt, mens spændingen stiger.  Scenerne skifter, og kram bliver delt ud som en slags held og lykke, før man bevæger sig ud foran det sorte tæppe.

Den poppede krave på den hvide skjorte kommer frem på scenen sammen med de lidt for store sorte bukser. Det slikkede hår og charmerende smil overtager det hele, og folk ved nu efter 2 scener, hvad der er på vej. Noget af publikum smågriner allerede lidt, før den kendte replik er blevet sagt: ”Jeg siger Dem – Jeg er færdig med kvinder! ”. Store fyldige grin fylder den store hal, så selv folk bag ved scenen må fnise med, på trods af at de har hørt og set stykket utallige gange før. Roligt dæmper grinene sig, og skuespillet bevæger sig videre modslutningen.

1464695_727457227283859_1177909938_n

Som den sidste scene er ved at slutte, begynder folk at samle sig i klumper bag scenen. Lyset bliver slukket, og tonerne til afslutningssangen skaber liv i alt det sorte. En smuk pigestemme flyder ud af højtaler, mens publikum intenst lytter med. Som omkvædet begynder, bevæger den første gruppe mennesker sig ud på scenen, og de skriger på toppen af deres lunger. Sangen fortsætter, og da omkvædet lyder for anden gang, er alle på scenen og samler sig i 3 rækker forrest på scenen. Selvom man knap nok kan se ansigter i publikum på grund af det skarpe lys, betyder det ikke, at man ikke ved, hvem der sidder oppe på tribunen – nemlig de folk som man har glædet sig allermest til at vise stykket for; forældrene. Da sangen slutter er det klapsavler, som overtager rummet, og alle på scenen smiler så meget, at kinderne gør ondt. På trods af små fejl er man tilfreds med resultatet, og musikken spiller igen, mens de sidste ord af sangen bliver sunget med stolthed. ”Det minder os om, hvor små vi er… ”

Af Rikke Nygaard