Kategori Arkiver: Nyt fra efterskolen | Han Herred Efterskole

Længere ude i det hvide

Kristian Lykke kæmper sig stadig af sted, når han får et par langrendsski på, og nogle gange kan man stadig være bange for, hvor Theis’ lange lemmer ender, når han haster gennem det hvide og blå, men humøret er stadig højt hos begge… og forbedringerne er tydelige, når det gælder deres langrendsteknik.

Jo, vi har haft endnu en dag på langrend. Eleverne blev delt ind på hold efter, hvordan det var gået i går… og selvom der var ben, der stadig var ømme, muskler man ikke vidste, man havde, der gjorde ondt, og mod, der var svært at finde, så blev skiene hurtigt klikket på… og vi forsvandt i alt det hvide.

For Kvist og Karoline ML var der endog lidt nerver på. De havde været så seje den første dag, at de var blevet sat op på holdet med de elever, der havde prøvet langrend før. Det kunne virke lidt skræmmende lige pludselig at skulle kunne følge med de hurtige, der ”havde kørt så langt dagen før”, men Kvist betroede mig, at de havde aftalt, at de ville tage imod udfordringen og holde humøret højt.

Og de holdt humøret højt, selvom det både gik op og ned og ind imellem var hårdt. Og det gjorde resten af gruppen også. Kristian Lykke stemte i med sang, og de andre sang med. Rune skøjtede frem i en teknik, ingen af os kendte og delte derefter ud af sin kaffe, Karoline endte igen og igen på halen i sneen, og Mejlholm underholdt med sin selvironiske humor.

Midt på dagen blev vi belønnet for vores gåpåmod og kamp ud mod det hvide, da vi kom til Pellestova efter en lang stigning. På toppen viste det sig, at der lå et fint hotel med en sal med bløde, varme sofaer og store panoramavinduer ud mod landskabet. Her måtte vi sidde og nyde vores madpakke med nutella-madder og saftevand. Som Charlotte Brix sagde; Det var luksus.

Langt ud i det hvide endte vi, og nogle fik nået grænser, nogen fik øjnene op for det smukke. Sammen hyggede vi os. Humøret var højt. Det er nogle seje elever vi har.

Tak til eleverne for to fede dage på langrend.

Af Nikolaj Rasmussen

billede ski 2billede ski 4billede ski 3

 

Efter en dag i sneen

Vi var heldige… vi nåede den sidste gondol ned ad bjerget.

Vi var ikke klar over, at de lukkede gondolen klokken 15.30, så hvis vi ikke havde nået den, havde vi måttet gå hele vejen ned ad Hafjell-fjeldet (og det er virkelig langt). De elever, der stod der på toppen til sidst og skulle med gondolen, havde brugt de sidste kræfter for at nå til gondolen efter over 17 kilometers langrend, og det havde næsten været umenneskeligt, hvis de så havde lukket gondolen. Og da vi så sad der i gondolen på vej ned, smilede både Sophia og Nicolai trætte, men ved godt mod. Vi var enige om, at det havde været en god dag, og som Sophia sagde, kunne hun kun grine af dagen, så træt var hun.

Fra morgenstunden var vi 14 energiske elever og 2 (mindst lige så energiske) lærere, der tog gondolen sammen hele vejen op af fjeldet for at tage på tur ud i det hvide (de andre elever var i grupper med andre lærere og fandt deres ruter ud i det hvide). Vi havde lige fået langrendsskiene samme morgen, og nu var de kommet på fødderne. De sad ikke lige naturligt på alle. Kristian Lykke skøjtede rundt, Theis skulle lige lære at styre de lange lemmer, og Danilo kæmpede med at holde balancen. Det vigtigste var dog, at humøret stadig var højt.

Snart var der dog glid i alles ski, og vi tog den i rask tempo ind mellem grantræer og ud over åbne vidder, deroppe på fjeldet. Indimellem var der pause til at få lidt at drikke, tage en chokolade eller to… og tage hul på madpakken. Efter pauserne var gruppen som et utålmodigt dyr, der længtes efter at få gang i kroppen igen… Vi skulle videre.

Sidst på eftermiddagen begyndte tanken om hytterne at trække i de flestes ski, og pauserne blev kortere, glidet i skiene bedre. Dem der havde overskud tilbage, fik mulighed for at sætte godt fart på og få tømt de sidste af kroppens depoter… hurtigt gennem sporet. De andre fandt deres eget tempo. Mere malende.

Og det var herefter… med over 17 kilometer i benene… at vi samledes med de sidste elever for at sige tak for dagen (de andre var allerede kørt ned for at få varm kakao og slik i deres hytter). Og selvom det var med træthed i stemmerne og med ømme muskler, vi sad der i gondolen, som de allersidste, der kom med, og snakkede om dagen – og hvor fedt det er at blive presset til det sidste, så man er dødtræt, ja så regner vi med at være klar i morgen til endnu en dag på langrend ud i det hvide landskab for at nyde smukheden og stilheden i morgen.

Af Nikolaj Rasmussen

billede ski 1