Kategori Arkiver: Nyt fra efterskolen | Han Herred Efterskole

Udfordringer og succeser

Udfordringer og succeser har mødt os på vej ned ad pisterne i Hafjell, når vi har taget den på slalomski de seneste dage. Udfordringerne har nok været størst for nybegynderne, hvor skiene til tider har krydset hinanden eller påtaget sig ekstra meget fart (nogle gange kan man blive overrasket over, hvor meget fart en nybegynder uden styr på skiene kan oparbejde på en flad bakke) – til gengæld er det nok også nybegynderne, der har opnået de største sejre.

Efter første dag på slalom løb jeg ind i Simone neden for bakken. Hun var et stort smil og hendes øjne lyste. Hun var tydeligvis stolt og fortalte om den her stejle bakke, som hun netop var kommet ned ad. Et par af de andre elever, der stod der, og som havde kørt på holdet for de let øvede hele dagen, spurgte, om det var den fede røde ovre til højre, hun havde været på, men Simone trak lidt på det, for det var vist ikke der, hun havde været. Den hun havde været ned ad, var vist nok grøn.

For mig var det lige nøjagtig dér tydeligt, at pisternes farver kun fortæller en halv historie; for Simone havde den grønne piste været en større udfordring end den røde for de letøvede… og derfor var succesen også endnu større.

Som Simone har mange andre elever mødt succeser de seneste dage. Det at kunne klare en opgave, der for få dage siden syntes umulig, er noget, der giver glæde og tro på sig selv. Det var derfor heller ikke svært for mig at modsvare Simones historie og store smil, da jeg mødte hende. Jeg blev helt stolt på hendes vegne og gav hende et stort smil og en high five, mens jeg ønskede hende tillykke med bedriften.

Allerede torsdag aften kunne jeg på lignende vis ønske både Randi og Christian Rasmussen tillykke med at have klaret en rød piste – og det på deres bare anden dag med slalomski… og i øvrigt i overordentlig flot og sikker stil. Det var tydeligt, at de på meget kort tid havde lært rigtig meget. Og flere elever meldte sig ind i gruppen af succeser fredag formiddag… mål blev nået.

Da hele elevholdet mødtes til fællesaften torsdag aften – vores sidste aften i Hafjell – blev der mest fokuseret på alle uheldene. Der blev fortalt historier om de fedeste styrt, elever der var faldet af lifterne, elever på det øvede hold der havde leget piruetter helt ud i rabatten (de kom ikke galt af sted), og der blev vist film, hvor de dukkede op fra snedybet med sne i hele ansigtet… men når det kommer til stykket, er de gode historier dem, hvor eleverne har overvundet udfordringerne og sig selv… de historier er værd at tage med hjem, og de varer heldigvis meget længere.

Det var i øvrigt selvsamme Simone, der på selvsamme førstedag var kørt ind i en lygtepæl – det fik hun dummehuen for – der er nogle gange ikke langt fra latter til succes.

Af Nikolaj Rasmussen

Begyndere på glatte ski

Vi siger ikke til nogen, at Simone i dag gled ind i en lygtepæl, så hun bagefter kunne fortælle, at den faktisk ikke var så hård som ventet, så længe man bare styrede ind i det der orange polstring. Hun er nemlig bange for, at hun får dummehuen for dagens sjoveste styrt, hvis de andre finder ud af, hvad hun har lavet.

Vi har også aftalt, at vi ikke fortæller nogen om, da Rikke på vej ned ad grøn piste glemte at dreje, da det blev stejlt, og strøg ud i den dybe, bløde sne, så skiene til sidst stak op ad sneen, hvor hun lå, og Laura måtte komme til undsætning (Rikke kom grinende ned til os andre flere minutter efter).

At Lasse faldt af tallerkenliften med kun en ski på, så han måtte ned og stå i kø igen, er heller ikke værd at fremhæve.

Og at Bonde på et tidspunkt var på vej ned ad pisten med armene strakt ud til begge sider råbende: ”Jeg kan slet ikke finde ud af det her”, nævner jeg kun lige for sjov, for det fortæller slet ikke noget om, hvor god han blev til at stå på ski.

Vi har nemlig bestemt os for ikke at sige det her til nogen, fordi de alle sammen (og de andre på holdet) i løbet af dagen fik rigtig godt styr på deres ski. Og det er endda allerede her på førstedagen på slalomski. Vores hold tog den ene bakke efter den anden i sikker stil. Så det var derfor med armene i vejret og det store smil fremme, at vi sidst på eftermiddagen gik med skiene i hånden tilbage til hytterne. Stolte kunne eleverne fortælle om de stejle, skræmmende bjerge, de havde klaret at køre ned ad. Og på det tidspunkt (der efter dagens sidste tur) var der oven i købet sol og smuk udsigt ud over dalen. Så bliver slalom ikke meget bedre.

Og hvis nogen skulle være i tvivl; Kristian Lykke har også lært at stå på slalomski.

Af Nikolaj Rasmussen

billede ski 5