Kategori Arkiver: Nyt fra efterskolen | Han Herred Efterskole

Det fantastiske ved en skitur

Efter en kort weekend derhjemme, skulle vi møde ind igen lørdag aften, for natten mellem lørdag og søndag gik turen nemlig til Hafjell i Norge. 80 elever skulle, sammen med alle lærerne på skilejrskole. Jeg havde set frem til den uge, lige siden jeg startede på skolen, og jeg glædede mig ekstrem meget!

Vi havde allerede fået at vide, hvem vi skulle dele hytte med hele ugen, og hvem vi skulle spise med. I hytterne boede vi sammen 4, hvor vi så spiste morgenmad, middagsmad og aftensmad med en anden hytte. Lærerne havde fået blandet hytterne meget godt sammen. De fleste kom i hytte med nogen, de måske ikke selv havde forudset.

Natten mellem lørdag og søndag var meget mærkelig. På mange værelser besluttede de sig for at blive oppe, indtil vi skulle af sted. Andre valgte at lytte til lærerne og lagde sig til at sove de få timer, det kunne blive til. Da klokken blev 02.00, stod de op, dem som havde sovet, og alle gik ned til ”morgenmad”. Bagefter begyndte nogle elever at pakke busserne med maden, mens andre gik ned på værelset og fik det sidste på plads og pakket ned. Kl. 03.15 kørte vi afsted mod Frederikshavn, og foran os ventede ca. 13 timers rejse med bus og færge.

billede ski 5

Da vi ankom til Hafjell, fik vi nøglerne til vores hytte og begyndte så småt at pakke ud. Foran os ventede 5 dage på ski, som alle var meget spændte på. Nybegynderne var spændte på at komme ud på pisterne og mærke følelsen af at stå på ski. De øvede, som havde stået i mange år, glædede sig til endnu en gang at komme ud på ski! Og om man bedst kan lide alpin eller langrend, det er jo, som man tager det; nogen vil gerne hygge sig på langrendski, mens andre gerne vil have suset i mavet, når man kører ned ad de lange pister på slalom-ski.

Alt i alt var det en fantastisk tur, som man altid kan tænke tilbage til, og jeg vil tænke på alle de sjove, pinlige og udfordrende ting, som skete på turen. Tænke på, at man måske kørte ind i en lygtepæl, brækkede en ski, kørte baglæns op med en lift osv. Eller hyggen i hytterne, alt det fantastiske ved en skitur.

Af Marie Andersen

Nybegynder overlevede udfordring med ski

Lørdag nat, hvor vi tog afsted mod Norge, var fyldt med spænding og energi. Det var en laaaaaang tur i bus, men med et fantastisk elevhold som selskab, så gik tiden hurtigt. På den måde varede det ikke længe, før vi ankom til Frederikshavn, hvorfra vi skulle sejle til Göteborg. Sejlturen blev mest af alt brugt på at sove og købe slik i færgens butik. Herefter ventede der os en næsten syv timer lang bustur fra Göteborg og hele vejen til Hafjell.

Vi kom først lige ind i hytterne, før vores kulinariske evner kom på prøve. Det var nemlig arrangeret således, at vi hjemmefra havde ønsket den mad, vi kunne tænke os. De søde køkkendamer, Irma; Helle og Natasja havde derfor brugt lang tid på at lave kødsovs, gryderetter, boller i karry ol. – alt hvad vi elever skulle, var at varme maden og koge noget pasta. Men vi er et så fantastbillede ski 1isk elevhold med så mange dejlige egenskaber, at vi selvfølgelig formåede at brænde maden på alligevel. Men bare rolig, vi sultede ikke.

Efter en god nats søvn, dog med en del snak i hytterne, stod den på langrend. Folk var ikke just begejstrede, men skituren havde ikke været den samme uden to dage med varm kakao på termokande, sved, snak, smil, sang, og den fantastiske udsigt. Det var en helt anden oplevelse at være på langrend; man oplevede naturen og kunne rigtig få snakket igennem. For mig blev langrend en kæmpe oplevelse.

De tre sidste dage i Hafjell stod på alpinski, hvilket for mig var en af de største bekymringer og udfordringer. Jeg var selv nybegynder og var faktisk ret bange for, jah det lyder nok dumt, at dø, mens jeg stod på ski. Til fortælletimerne havde lærerne nemlig prøvet at skræmme os med skrækhistorier fra skistyrt, og de virkede i hvert fald på mig.

Dette år var vi rigtig mange nybegyndere, hvilket resulterede i, at man måtte lave flere nybegynderhold. Jeg var på et af dem og blev allerede på dag et udfordret vanvittig meget (synes jeg selv). Jeg havde regnet med, at vi skulle starte på børnebakken og ligeså stille bevæge os op på den grønne, som er den næste i rækken. Men dette var ikke tilfældet; lærerne troede åbenbart nok på os til at kaste og ud på en grøn bakke med det samme. Jeg frygtede det værste og håbede det bedste, da jeg kørte ned ad den for første gang. Da jeg kom ned, var det den fedeste følelse, men under selve turen ned, vil jeg gerne indrømme, at jeg var en smule bange. Det endte dog med, at jeg torsdag var oppe på en blå bakke. Den var fyldt med is og isklumper og var en endnu større udfordring end tidligere. Jeg overlevede heldigvis igen, og har sjældent prøvet noget federe.

Det var en fantastisk tur; man lærte en masse om sig selv og sine kammerater, man fik afprøvet og skubbet sine grænser, og man fik skabt et endnu tættere sammenhold.

Af Johanne Andersen