Kategori Arkiver: Nyt fra efterskolen | Han Herred Efterskole

Før USA

Jeg går i 10.D, også kaldet engelsk-klassen, den bedste klasse på hele skolen. Og om en uge går turen til USA med alle eleverne i klassen inkl. 3 lærere, vores engelsklærer Kristine, dansklærer Nikolaj og forstander Jens.

I en engelsktime, for lidt tid siden, lavede vi en kalender, der tæller ned til vores afrejse. Den er ophængt på en af væggene i vores klasselokale. Spændingen stiger i takt med, at flere og flere kalenderblade pilles ned. 

I frikvartererne præger USAturen også samtalerne, der går på hvor mange penge, der skal med til at shoppe for, hvilke butikker man skal ind i, hvor meget og hvilket tøj man skal have med, om High School er ligesom i alle de amerikanske film, og om ens værtsfamilie nu er søde. 

Det er nyt, ukendt og spændende – en skolerejse til den anden side af jorden med en masse fantastiske mennesker. 

Kristine, vores engelsklærer, spurgte os om, hvad vi glædede os mest til ved at komme til USA. Svarene var meget blandede, for nogle var det at shoppe, for nogle at rejse sammen som en klasse, og for andre var det endelig at møde dem, vi har Skypet med. For mig må det nok være lidt af det hele; jeg kan ikke udpege en bestemt ting, det bliver bare fedt at opleve og have det sjovt med dem, man holder af.

Noget der efter min og mange andre elevers mening bare SKAL prøves i USA, er McDonald´s – den kan man ikke komme udenom. Mine forældre kan prædike i nok så lang tid om hvor usundt, det er for kroppen og alt det der – men helt ærligt.

En bekymring der fylder meget hos nogle, er at skulle op at flyve. Når man letter, føles det som at sidde i en rutsjebane – suget i maven og trækket i kroppen – og da vi skal mellemlande i Amsterdam, vil der jo være to afgange hver vej. Personligt er jeg ikke bekymret. Selvom turen derover er lang, og benene sikkert kommer til at være ømme, så er jeg sikker på, at det bliver det værd. 

Af Johanne Andersen

Når det gælder

Onsdag d. 5. marts blev Nordjyske Mesterskab i håndbold afholdt. Det var i flere forskellige haller. Her på HHE havde vi to pigehold og et drengehold. Drengene skulle til Mors for at spille NM, og pigerne skulle til Thyland Idræts-efterskole.

Klokken 7 onsdag morgenen kørte bussen fra skolen til Thyland med pigerne, og fra Thyland videre til Mors med drengene. Begge pigehold skulle spille deres første kamp kl. 8.15. Holdene var i to forskellige puljer, og derfor i Thylands to forskellige haller. Den første kamp gik ikke forfærdelig godt for 2.holdets vedkommende. Den var mod Thylands piger, som vi i forvejen vidste var rigtig gode. Os på 2.holdet havde aldrig spillet sammen før, så det blev til en kæmpe sejr til Thyland, hvor kampen endte 32-2 til Thyland. Det valgte vi ikke at være ked af, for hvis jeg skal være ærlig, så var det rigtig rigtig sjovt bagefter!

Bedre gik det dog for 1.holdet. De vandt den ene kamp efter den anden, hvilket førte til finalen. Drengene var kommet tilbage fra Mors, fordi de ikke var nået til finalen, så de kunne hjælpe med at heppe. Vores 1.hold var vindere af deres pulje, og Thylands piger var vindere af den anden pulje, så finalen blev spillet af de to hold. Det var en meget spændende kamp på 2 x 20 minutter, og da kampen blev fløjtet af, stod der 14-14. Drengene og os på 2.holdet råbte og jublede hver gang, der blev scoret, og hver gang vores målmand reddede bolden.

Der skulle spilles 1 x 5 minutter for at afgøre kampen. Det var nogle meget lange minutter, og vores hold havde fået scoret ét mål, så der stod 15-14 til os. Der blev ikke scoret nogen mål fra Thyland i de 5 minutter, så sejren var vores. Efter en ekstrem kamp kunne 1.holdet nu kalde sig NM mestre i håndbold i B-rækken. Vi er rigtig stolte af pigerne! De spillede så godt, og det var en helt fantastisk oplevelse! En helt ubeskrivelig stemning var der i bussen på vej hjem!