Kategori Arkiver: Ikke kategoriseret

Skoleårets afslutning

Igennem de sidste uger har eleverne haft mange mundtlige prøver, læsetid på værelset og masser af blandede aktiviteter. Onsdag i sidste uge, afholdte vi Galla, hvor mange af elevernes forældre var forbi og se eleverne danse les lancier. Efterfølgende havde køkkenet lavet en lækker 3-retters menu, alt imens der var musik, indslag og hyggelige snakke i hele spisesalen.
Torsdag og fredag alle med på en mini afslutningstur med overnatning i telt, hvor fredagen bød på surf ved Klitmøller og andre aktiviteter.
Fredag aften var sidste aften på skolen, hvor alle eleverne overnattede i hallen og flere forsøgte at holdte sig vågen hele natten.
Lørdag sluttede vi skoleåret af med brunch, sidste opvisning og dimension – inden eleverne blev sendt afsted.

Skolens bestyrelse og ansatte vil sige tak for dette år – vi glæder os til at møde kommende elever og deres forældre søndag d. 11 august kl. 13.

Ny Viceforstander

Til næste skoleår skal vi have en ny viceforstander, da Mads har søgt nye udfordringer. Det er Stine Damgaard der kommer fra en stilling på Ranum Efterskole, hvor hun har været i 9 år og de sidste 3 år har været afdelingsleder. Stine fortæller her lidt om sig selv:

”Jeg er oprindeligt fra Vejle, men flyttede til det nordjyske i 2003, da jeg startede på lærerseminariet i Aalborg. Efter studiet rykkede jeg med min kæreste og vores datter til Løgstør, da det er min kærestes fødeby og vi begge fik arbejde på skoler i området.

Jeg har altid haft et kæmpe hjerte for efterskoleformen og de unge mennesker. Jeg ser det som et vigtigt år i deres liv, og elsker at være med til at give dem nye perspektiver. Jeg har altid været meget optaget af at involvere eleverne og give dem ansvar og medbestemmelse. Derudover går jeg meget op i relationer – både med kollegaer og elever. 

Før min tid i efterskoleverden, har jeg undervist i modtagerklasser, været klasselærer i overbygningen og arbejdet et halvt år i Italien på en primary school. 

Som person er jeg nysgerrig, udadvendt og ukuelig optimist – det skal være virkelig sort, før jeg ikke kan se muligheder. Jeg har en forkærlighed for kaffe, lakridser og alt italiensk (især mad, skiløb og sproget). 

Jeg glæder mig helt afsindigt meget til at komme i gang på Han Herred Efterskole efter sommerferien”.

Bestyrelsen og skolens ansatte glæder sig til at tage imod Stine.