Det sker på skolen:
Forside / Det sker på Han Herred Efterskole: / Årsskriftet 2018 er landet

Årsskriftet 2018 er landet

Årsskiftet 2018 er landet og du kan downloade det i PDF version her: Årsskrift 2018

Forord fra Årsskriftet:

Når et fællesskab viser sig

Når man kigger tilbage på et efterskoleår, kan det være svært at huske, hvordan tingene var undervejs. Man husker enkelte ansigter i udvalgte episoder, tårer og krammere, hyggelige kommentarer og svære stunder, hvor livet krævede arbejde.

Bedst husker man den sidste tid. Vi ser på os selv, som vi er blevet, og tror, vi altid har været sådan. Men afskedens stund, det øjeblik hvor efterskoleåret tager sin slutning, har krævet en masse undervejs. Og ændret os.

Da vi stod ved afslutningen af skoleåret 2017/2018, tegnede der sig et billede af et elevhold, der troede på fællesskab og sammenhold. Uden for skolens bygninger stod de på række og gav hinanden krammere som farvel. Hver og en.

Det har længe været en tradition, at personalet på skolen den sidste dag stiller sig op uden for hallen, og alle elever går forbi alle de ansatte og siger farvel, men elevholdet 2017/2018 var det første hold, der efter at have sagt farvel til personalet på HHE, fortsatte rækken; eleverne stillede sig i forlængelse af rækken. Det var ret symbolsk. De var også blevet en del af skolen, og de skulle også sige farvel til hinanden… alle og en… ingen glemt. Fordi alle var en del af elevholdet. Den dag var vi en lang række.

Bagefter kan man tænke tilbage og overveje, hvornår det blev sådan. Hvordan fandt dette hold sammen til en samlet gruppe? De var jo startet som enkeltstående individer uden rigtig forståelse af, hvordan et jeg kan blive til et vi. Hvornår lærte de fællesskabet at kende? Hvornår begyndte de at forstå, at fællesskab var mere end smågrupper, hvor man lukkede sig om sig selv? Hvornår lærte de, at i et godt efterskolefællesskab skal der være plads til alle?

I dette års årsskrift spoler vi tiden tilbage, skridt for skridt for at erindre, hvordan disse unge mennesker blev til elevholdet 2017/2018, og hvor de kom fra. Vi starter med de følelser, der dominerede, da skoleåret var slut.

God læselyst / Redaktionen