Det sker på skolen:
Forside / Valgfag

Valgfag

Vi tilbyder mange forskellige valgfag på Han Herred Efterskole, som du frit kan vælge imellem. Nogle fag kan du have to gange om ugen, mens andre kan vælges en gang.

Når du er indmeldt på skolen bliver du inviteret til nye elevers aften (næste gang d. 8 maj 2018). Ca. to uger før modtager man et program for aftenen hvor et opdateret valgfagsskema er vedhæftet, som I skal udfylde og medbringe.

Badminton

I faget badminton behøver du ikke have særlige forkundskaber. Det eneste, vi kræver af dig, er lyst til at prøve kræfter med ketsjer og fjerbold. Vi forventer, at du medbringer en ketsjer. Undervisningen vil tage udgangspunkt i lige præcis dit niveau. Er det første gang, du har en ketsjer i hånden, vil vi langsomt indøve enkelte grundslag og oparbejde en forståelse af spillet. Alle får mulighed for at prøve kræfter med såvel single, double som mix-double.

Band

Musik og sammenspil er for dig, der spiller et instrument og ønsker at spille sammen med andre. Det vigtigste er, at vi får et nummer til at lyde af noget, og ikke hvor dygtig den enkelte er på sit instrument. Måske prøver vi at lave vores egne sange!

Basketball

I basket vil du møde mange forskellige facetter af spillet; teknisk- og taktisk træning, regler og spilforståelse. Du vil lære mange forskellige varianter af forsvars- og angrebsspil. Vi skal lave mange forskellige øvelser og spille en masse basket. Alle kan være med, og vi begynder lige præcis på det niveau, hvor du er.
I løbet af året har vi besøg af en gæstetræner udefra, vi spiller forskellige træningskampe, ligesom vi deltager i basketstævner som f.eks. Nordjyske Mesterskaber for efterskoler.

Billedkunst

Sjove ansigter, kulørte landskaber, vanskabte figurer. Vi arbejder med tegning, maling, skulpturer og plakater; alt hvad der er kreativt og får os til at reflektere over farver, former og betydning. Ind imellem søger vi inspiration hos de største kunstnere, nogle gange i musik eller drømme… eller måske i gode historier, og der er opgaver både for dem, der ikke har rørt en pensel siden fjerde klasse, dem, der bruger det meste af deres tid på at lære at tegne og male, og dem, der bare synes, det er hyggeligt at forsvinde væk, mens man maler lidt. Så hvis du har lyst til at bruge farver og former, så er billedkunst faget for dig.

Bordtennis

Bordtennis på HHE er for alle, både dig, som har spillet i klub, og dig, som kun har spillet for sjov i frikvarteret.

I timerne kommer du til at arbejde med grundslag, taktik, teknik og småspil på dit eget niveau. Desuden vil der blive spillet små turneringer i nogle af timerne.

Der vil i løbet af året også være mulighed for at deltage i en turnering afholdt på HHE med gæster fra andre efterskoler.

Efter et år med bordtennis på HHE vil du “næsten” være på niveau med Michael Maze.

Dans på tværs

Har du lyst til at bevæge dig til noget festligt musik og lære forskellige typer af dans, så har du muligheden her. Vi vil arbejde med pardanse som f.eks. engelsk vals, swing og salsa, men vi vil også prøve kræfter med andre dansegenrer som f.eks. ballet, hip hop og waacking!
Du vil også selv komme til at prøve kræfter med opbygning af koreografier og undervisning af dine kammerater!

Drenge ekstra

Drenge ekstra er for dig, som har lyst til at arbejde mere i dybden med det rytmiske og udvikle dig inden for rytmisk gymnastik.
Det er vigtigt, at du glad, åben og klar på at nørde lidt.
Når du vælger drenge ekstra, er du en del af de ekstra drenge/fællesserier, der er i skolens opvisningsprogram. (Det svinger fra år til år afhængig af opvisningsprogram!) Faget starter typisk op efter efterårsferien og varer frem til opvisningssæsonen.

Fitness

I fitness er der først og fremmest fuld knald på! Vi arbejder med træning af kroppen på forskellige måder for at fedtforbrænde og træne de enkelte muskelgrupper.
Du vil opleve at få sved på panden, få pulsen i vejret og have smil på læben. Derudover veksler vi mellem forskellige former for styrke- og konditionstræning.
Under træningen har vi samtidig fokus på bevidsthed om at træne anatomisk korrekt for at undgå skader og overbelastning. Men vigtigst af alt: god musik, glade elever og gang i den!

Fodbold (1 eller 2 timer)

I faget fodbold vil du komme til at beskæftige dig med forskellige tekniske og taktiske øvelser. De mest anvendte sparketeknikker vil blive gennemgået, og du vil få forklaret betydningen af taktik. Du vil naturligvis komme til at spille en masse småspil og spil på store mål.

Glaskunst

Du behøver ikke at have nogle forudsætninger for at deltage i glaskunst. Du vil opleve, at vi starter helt fra bunden med at skære glas og lave forskellige figurer, som passer til emnet, vi arbejder med. Det kunne fx være huse, en tur i skoven, eller lign. Derefter dekorerer vi glasset med glasfarve, knust glas, ståltråd, kobber og andre materialer. Glasset bliver til sidst brændt i ovnen.

Du vil lære den kreative proces fra idé til skitse og til det endelige resultat. Vi laver ting til vindueskarmen på værelset, til julegaver til familien, og sommetider udstilles de ting, du laver, så dine kammerater kan se, hvad du har lavet.

Guitar

Til dig, der aldrig har haft en guitar i hånden, men har lyst til at lære at spille til de fleste sange. Du vil lære de mest grundlæggende akkorder og anslag. De eneste forudsætninger, du skal have, er lysten til at spille og synge.

Hvor begynderguitar slutter, starter vi for dig, der er lidt mere øvet. Du behøver absolut ikke at være ekspert. Du får mulighed for at lære barré-greb, fingerspil og lidt tabulatur-spil. Vi spiller og synger først og fremmest, men vi vil også kigge lidt på akkordernes opbygning.

I bliver delt op i mindre hold, så jeres forkundskaber passer sammen. Så alle kan være med!

HHE-nyt (sociale medier og PR)

Arbejdsformer og metoder:
I timerne arbejder vi som en redaktion på en avis. Der vil være redaktionsmøder, hvor vi vil fordele arbejdet ud på de forskellige elever. Arbejdsformerne vil både være individuelle, men også i par-og gruppearbejde. Fordelingen kunne være således:
– To elever: En artikel om den første opvisning for forældrene.
– Én elev: En reportage med billeder fra drengenes fodboldkamp i Aalborg.
– Tre elever: En billedserie fra dagligdagen på HHE.
– Fire elever: En video om dramaugen.

Fælles for alle arbejdsformer/metoder er, at det skal være fra elevens synspunkt.

Formålet med dette valgfag vil være, at man kommer til at kunne udtrykke sig i forskellige former:
– Artikel
– Debat- og blogindlæg
– Facebook + Instagram- og Snapchatopslag
– Videomateriale (youtube kanal)
– Billedserie
– Reportage

Noget nyt, som kunne være interessant at udvikle på, er Instagram, Facebook og Snapchat.

Undervisningsmateriale og hjælpemidler:
Man anvender sine egne computere og mobiltelefoner. Skolen kan evt. stille kamera/optageudstyr til rådighed, hvis dette ønskes.

Dette valgfag vil typisk henvende sig til elever, der har en stor skrivelyst – måske elever der har tænkt sig at blive lærer, forfatter, journalist mm. Derudover vil det være oplagt, at de elsker at nørde med (sociale) medier og dens virkemidler. Det sociale vil være i højsædet!

Håndbold (1 eller 2 timer)

Faget håndbold har du mulighed for at vælge både som begynder og øvet. Er håndbold en ny sport for dig kan du vælge det en eller to gange om ugen for at se, om det er noget for dig, og om du har et skjult talent. Er du øvet og ikke har lyst til at træne tre gange om ugen, da der er andre fag, du også vil prøve, kan du stadig være med til alt det sjove. Du vil nok gå glip af en del af den tekniske træning, men kan ellers være med til træninger med de andre øvede og alle de kampe, vi spiller i træning-, efterskole-, og JHF-regi.

Idræt på tværs

I faget idræt vil du blive introduceret for mange forskellige idrætsgrene. Vi vil desuden lægge vægt på, at I selv er med til at lære og stå for nogle at aktiviteterne. Af discipliner vi kunne komme ind på kan nævnes basketball, floorball, ultimate, atletik og svømning. Mulighederne er mange.

Adventure/Klatring

I faget klatring vil vi klatre på skolens klatrevæg og lære om teknikker, udstyr og sikkerhed. Du vil også lære at sikre dine kammerater, når de klatrer. Faget kræver ingen forudsætninger, men du vil opleve at få udfordret både styrke, motorik og arbejde med at overskride dine grænser. Hvis vi finder nogle egnede træer, vil vi også prøve at klatre ude i naturen.

LEGO Education

I faget LEGO vil vi arbejde med at programmere legorobotter med programmet LEGO Mind Storm.

Løb

I faget løb arbejder vi på at gøre dig til en bedre løber. Vi arbejder med løbeteknik og udfordrer dig på længde og hastighed. Vi skifter mellem lange og korte ture og arbejder en smule med styrketræning. Alle kan deltage for løb er individuelt, men vi gør det socialt og bakker hinanden op. Målet er at gennemføre et løb. Om det er halvmarathon, 10 km eller noget andet er op til dig! Vælg løb og kom i bedre form.

Metal og motorlære (1 eller 2 timer)

Motor/metal er for dig, der gerne vil arbejde med jern og mekanik eller for dig, der godt kan lide lugten af værksted. Du får mulighed for at lære at svejse, selv at designe nye projekter fra A – Z eller makke med din gamle scooter eller lign.

Mountainbike

Faget mountainbike er for dig, der gerne vil ud og udfordre naturen omkring Fjerritslev. Meningen er at blande tekniske øvelser med fart og vind i håret. Faget vil hovedsagligt ligge i eftermiddags- og aftentimer og af flere timers varighed. Det betyder, at timerne ikke vil ligge hver uge men samles til længere blokke.

Psykologi/livskundskab

Psykologi er for dig, der er interesseret i at vide og forstå, hvorfor du og andre reagerer som du/I gør i forskellige situationer. Du vil igennem dette fag få en dybere forståelse af den menneskelige psyke og et kendskab til forskellige psykologers teorier. Emnerne kan være mange og vil i nogen grad være styret af dine og dine kammeraters interesser. Eksempler på emner kunne være: ungdomspsykologi, kropssprog, gruppepsykologi, drømme, mit nummer i søskenderækken og småbørnspsykologi.

Rytmisk gymnastik

I rytmisk gymnastik arbejder vi først og fremmest med grundgymnastik, men i forhold til de obligatoriske gymnastiktimer bliver øvelserne udbygget, så de bliver lidt mere komplicerede.
Udover grundgymnastik arbejder vi med små sekvenser og serier i forskellige genrer (hip hop, house, klassisk osv.) Vi arbejder også mere eksperimenterende – både i forhold til bevægelser og brug af udtryk.
I rytmisk gymnastik er der udfordringer til alle – uanset gymnastisk niveau!

Spring (1 eller 2 timer)

Vi starter helt fra bunden, så vi forventer ikke, at du har prøvet at springe før. Vi arbejder altså på det stadie, du er på. De spring, vi når at lære, indgår naturligvis i gymnastikopvisningerne, som alle skal med til.

• Springtræning 1 eller 2 timer om ugen
• Weekendtræninger 2 gange i årets løb (sammen med andre gymnaster)
• Træning sammen med tidligere elever

Stof og stil

Her lærer du bl.a. at sy dit eget tøj og tilbehør til fest og hverdag. Udgangspunktet er den enkelte elevs forkundskaber, et kig på moden nu, materialemuligheder og elevens personlige ønsker. Teknikker læres efterhånden, som der er brug for det. Andre muligheder som tasker, puder m.m. kan laves.

Styrke for drenge

Styrke for drenge er et valgfag, hvor styrke og behændighed er i fokus. Det er et fag, hvor du med godt humør får sved på panden og pulsen op. Vi stiler efter at komme i god form, få opbygget muskler i hele kroppen og lære at presse sig selv.
I løbet af året vil vi besøge Fjerritslev bokseklub for at prøve kræfter med boksningens udfordringer.
Er du klar til mandehørm og fuld gas, så er styrke for drenge lige noget for dig.

Styrke for piger

I pigestyrke arbejder vi frem mod en god, fysisk grundform ved hjælp af både puls- og styrkeelementer. Vi træner nogle gang med forskellige redskaber, som f.eks. stepbænk og exetubes, andre gang bruges egen kropsvægt som belastning. Der er ingen svære serier eller sammensætninger – bare masser af tons, smil og sved på panden!

Trend

Faget trend er et kreativt fag, hvor vi laver accessories, der tager udgangspunkt i tidens modetendenser. Vi laver f.eks. keyhangere, armbånd, halskæder, lysestager, skulpturer, tasker og meget andet. Af materialer og teknikker arbejder vi med læder, ler, perler, ostevoks, sampling, papir osv. Vi bruger både genbrugsmaterialer og nye materialer. Der vil være mulighed for at få indflydelse på, hvad vi laver, og nye ideer og påfund er meget velkomne.

Volleyball (1 eller 2 timer)

Volleyball er for mange et relativt ukendt spil. Vi starter fra bunden, hvor alle kan være med. Gennem grundslagstræning og diverse småspil bygger vi spillet op og udfolder det med teknisk- og taktisk træning, regler og spilforståelse. 
I løbet af året bliver der arrangeret flere træningskampe mod lokale hold og tidligere elever. Vi deltager i flere volleystævner, bl.a. Nordjyske Mesterskaber for efterskoler. Derudover tilbyder vi et spillerkursus, hvor man har mulighed for at udvikle sig til en bedre volleyballspiller.

Yoga

Ordet Yoga betyder at forene. I dette fag vil du arbejde på at komme lidt tættere på at forene kroppen og sindet, uden at det bliver alt for højt flyvende. Du kommer til at arbejde med positioner inden for forskellige områder, der både vil udfordre din styrke, balance, smidighed og viljestyrke. Yoga handler ikke kun om at være smidig, men du kan måske godt regne med, at du bliver lidt mere smidig, efter du har prøvet dette valgfag.

Brætspil og strategi

Brætspil er for dig som elsker at spille strategiske spil, hvor det både handler om at have det sjovt, udvikle sine strategiske færdigheder, sætte sig ind i nye spil – og selvfølgelig vinde! Derudover handler det ofte om timing og samarbejde, samt et stort overblik og evnen til hurtigt at kunne omstille sig til en ny og anderledes situation.

Vi spiller spil såsom: Settlers, 7 Wonders, SmallWorld, Ticket to Ride, Sheriff of Nottingham, Avalon, Specter Obs, Backgammon, King of New York, Risk og flere andre.

Der vil også være mulighed for at medbringe sine egne spil og således introducere dem for andre deltagere.

Derudover vil det måske også, hvis interessen er der, være en mulighed at være med til at designe sit eget brætspil og på den måde beskæftige sig med spiludvikling.

DIY (Do-it-yourself)

Faget DIY er et kreativt fag, hvor vi laver accessories og brugsting, der tager udgangspunkt i tidens tendenser. Vi laver f.eks. ure, keyhangere, smykker, lysestager, blomsterkranse og meget andet. Vi tager udgangspunkt i genbrugsmaterialer, men arbejder også med læder, beton, perler, silk clay, naturmaterialer osv. Der vil være mulighed for at få indflydelse på, hvad vi laver, og nye ideer og påfund er meget velkomne. Målet med faget er at lære teknikker og færdigheder der kan bruges fremover.

Foto Fabric

Hvordan ser det perfekte billede ud? Med ”Foto Fabric”   kommer du til at lege med billede-videoredigering, lys opsætning, røg og meget andet. Vi kommer til at lege med forskellige temaer

Det kræver ikke det vilde udstyr at have Foto Fabric som valgfag, men har et spejlreflekskamera, ipad, mobil eller andet er du klar til at gå i gang. Vi leger med fx.

  • Billedredigering
  • Videoredigering
  • Lysopstilling, silhuetter og skygger mm.
  • Fotografering

Det er et hyggeligt valgfag, hvor man leger med små projekter.

Du skal vælge Foto Fabric hvis du syntes, det er sjovt at lege med billeder og video

Massage og velvære

Lær om massage og velvære. Med massage og velvære på skemaet lærer du om kroppen og musklerne. Du får et dejligt afbræk i en ellers fyldt hverdag på efterskole. Og lærer teknikker til at massere. 

Massage og velvære er valgfaget, hvor du tilegner dig viden om kroppens muskler og dens funktioner. Vi kommer rundt om de basale og grundlæggende ting, hvor du fx lærer:

  • at lægge is på en skadet ankel
  • at massere en øm lægmuskel, skulder eller nakke
  • viden om muskler
  • at tape en fod ind

Det er et afslappende og afstressende valgfag, som du skal vælge, hvis du vil forkæle din krop samtidig med, at du lærer en masse om kroppens anatomi.

PIGEZONEN

PIGEZONEN er valgfaget, som kun er for piger. Vi skal lege, grine og hygge os sammen. Du vil blive klogere på dig selv, og på de andre. Du vil blive præsenteret for en masse forskellige ting, som fx at skulle arbejde med betydningsfulde kvinder gennem tiden, og kigge nærmere på dit eget stamtræ. Derudover byder faget på ting som fotokonkurrence, bagedyst, gode gerninger, og lign.

Boys corner

Et valgfag kun for drenge.

Mandehørm og drengeting er i højsædet – og hvad vi skal lave afhænger af gruppen af drenge. Måske vi skal lære noget om det at være en gentleman og hvordan man opfører sig eksemplarisk. Måske lære at lave god mad. Hvad med et spil poker med drengene? Eller en omgang Fifa på en playstation hvor du viser dine talenter?
Derudover vil der muligvis også være ture ud fra huset, hvor vi ser hinanden an i anderledes rammer end hjemme på skolen.
Hvad vi ellers finder på kan man som deltager på holdet også selv være med til at bestemmer.

Vi ses i boys corner.